| Notater |
- Hvad er meningen: Livshistorie: Det kunne ikke være anderledes
Politiken 11. januar 2003, kultur, side 6
Han bestemte sig, da han blev 16. Han ville være sømand. En beslutning, der skulle komme til at koste ham noget af det, andre mennesker vægter allerhøjest. Ofte gik der år mellem, han så sine to sønner. Og da han fejrede sølvbryllup med sin kone, havde de kun været sammen i sammenlagt seks år. Hvordan lever man med det?
B arnet er dødfødt stop nu gælder det jonnas liv stop. Telegrammet tikkede ind på Jens Oszadliks bord via en hjælpsom, norsk telegrafist, fordi skibet 'Agnete Mærsk' lå i det radiodøde område af Det Sydkinesiske Hav. Mens Jens Oszadlik stirrede på papiret, kæmpede lægerne for at redde hans hustrus liv på en operationsstue på Svendborg Sygehus, 8.000 kilometer nordvest for skibets stævn. Da Jonna Oszadlik vågnede nogle timer senere, blødende og medtaget, tænkte hun hverken på sit helbred eller det døde barn, hun aldrig ville lære at kende. Hendes egen smerte var uden betydning. Først skulle fejlen rettes. Ikke at sætningerne, hendes familie i bedste mening havde sendt til Jens' skib, var løgn.
Han skulle bare aldrig have haft beskeden. Ikke så længe Jens befandt sig på et fjernt verdenshav uden noget at stå imod med. Jens Oszadlik glemmer aldrig de timer, han var spærret inde i afmagten og et 155 meter langt fragtskib. Og når sandheden bider, er der ingen grund til at lukke den ind. Det ved både sømand og sømandskone: Afsavn får kun den magt, man giver dem. Da Jens Oszadlik hørte, at hans kone overlevede, gjorde han det eneste, der stod i hans magt. Han købte den fineste æske chokolade, han kunne finde, og sendte den hjem. Jens Oszadliks liv og ægteskab er fortællingen om, hvordan man kan ignorere selv de største afsavn og skærme hinanden, så glæderne i livet skygger for sorgerne. Da Jens og Jonna fejrede sølvbryllup, havde de sammenlagt været sammen i seks år. Jens tilbragte flere år om bord på flere forskellige Mærsk-skibe, end han nogensinde fik med sine to sønner, før de var flyttet hjemmefra. Jens Oszadlik oplevede aldrig et nyfødt barn. Jonna Oszadlik afviser ikke, at hun har oplevet afsavn og haft svage stunder. Men hun har intet behov for at dvæle ved dem. ?Man bliver da ikke lykkelig af at gå og tænke på afsavnene±, siger hun. Det, hun husker bedst, er timetællingen inden hjemkomsterne, de passionerede gensyn og lykken, når postbudet ringede på, fordi en pakke var for stor til brevsprækken. Jens Oszadlik formulerer det på en anden måde. ?Når man har valgt noget, så holder man ud. Også selv om der er afsavn. Altsa ... den eneste måde, du kan leve på, hvis du vil leve godt, det er at være i fred med dig selv. Hvis du ikke er i fred med dig selv, så går du sgu i spåner±.
STYRMAND OSZADLIK
Det blæser på havnen i Svendborg, da sømanden samler os op i en lille, træt Peugeot. Jens Oszadlik er i marineblå habitbukser, termojakke og alpehue. Et sæt tøj, der får en 80-årig mand til at ligne en, der gør en dyd ud af at være fløjtende ligeglad med, hvad naboerne tænker. Han er klejn, men barsk, urystelig som en isbryder. Efter et par kilometers tavshed fortæller han om nødvendigheden af at have en bil, når man bor i Troense, og busserne kun sporadisk krydser Svendborgsundbroen. Jens Oszadlik lyder som en hæs bilradio eller en grammofonoptagelse fra krigen. ?Jeg ville bare ønske, jeg kunne se på vandet og vejen samtidig±, siger han. ?Se den gamle idiot, sagde jeg den anden dag, da en eller anden kørte ind foran mig heroppe på broen. Så sagde Jonna: ?Han er da mindst fem år yngre end dig±. Det var rigtigt. Det var sgu mig, der var den gamle idiot!±. Styrmand Oszadlik spørger ikke, han svarer. Og helst når ingen har stillet et spørgsmål. Resten af tiden passer tavsheden ham lige så godt. Vi ankommer til Mærskgården, rederiets egne ældreboliger. Jonna Oszadlik venter i den skabsstore entré. Ansigtet under det hvide hår er bedstemormildt, men hun tager imod gæsterne med et fast håndtryk og en klar stemme, der ville kunne høres i en storm. Jonna placerer gæster og mand i sofaen og sig selv i køkkenet. I stuen har et helt livs minder taget til takke med færre kvadratmeter, end de fortjener. 100 prismærker kunne forvandle hjemmet til en eksklusiv maritim antikvitetshandel. Merskumspiper, kompastallerkener og malerier af skonnerter skaber ældreboligens mildt klaustrofobiske følelse af at være i en tidslomme. Mærskgårdens boliger er 80,2 kvadratmeter, fortæller Jens. De 0,2 kvadratmeter er hans, tilføjer han: ?Det er ude i entreen. Det er dér, jeg sætter mine hjemmesko. Resten er Jonnas±. Jens Oszadliks bitterlune selvironi gør ham let at omgås. Og svær at nærme sig. Vittighederne er det tætteste, han kommer på frivilligt at tale om sig selv. Bag skydedøren til det lille køkken skramler Jonna med opvasken. ?Det er ellers min plads! Først er man opvasker, så er man matros, så bådsmand, styrmand og kaptajn ... og til sidst er jeg blevet opvasker igen!±. Han har nu mere end 0,2 kvadratmeter i hjemmet. På en mahognikommode står to sæt tunge krus og tallerkener i sterlingsølv opstillet. Gaver fra A.P. Møller for et livs tro tjeneste. Det ene sæt tilhørte hans far. ?Han var en mand, som kom og gik±, siger Jens Oszadlik. ?Jeg mindes ikke, han nogensinde har fortalt noget om at sejle. Jeg vil nærmest sige, at vi ikke havde nogen kontakt med ham. Jeg har sgu ingen far. Det har jeg aldrig spekuleret over. Det er om at acceptere forholdene, som de er±. Kaptajn Oszadlik krydser benene og breder armene ud langs sofaryggen. Styrmand Ernst George Oszadlik var oftest væk to år ad gangen og var en fremmed for sin yngste søn. Forklaringen på, at Jens Oszadlik valgte at følge i sin ukendte fars fodspor, kommer aldrig til at stå med facitstreger under. Han husker det faktisk slet ikke som et valg. Mere som den kurs, han altid havde vidst, var hans. Han dagdrømte aldrig om sin fars eventyr på verdenshavene. De stærkeste minder om faderen har Jens, fra han var væk: En gang om måneden tog moderen drengene ind til rederiet på Kongens Nytorv for at hente faderens løn. Han husker tydeligt, hvordan hun sad sent på aftenen og skrev lange breve til sin mand. Nødtvungent kunne Jens overtales til at skrive et 'Jeg-har-det-godt-hvordan-har-du-det?' nederst på siden. Han husker meget få tanker fra sin barndom. Den stædige rod fra Frederiksberg var typen, der gik forrest. Han spurgte ikke andre til råds. I hjemmet sloges Jens med sin storebror om, hvem der skulle bære koks op fra gården. I skolen turde han alt det, kammeraterne var bange for; snyde gårdvagterne og hente studenterbrød hos bageren eller skride fra en uretfærdig eftersidning. Men i weekenden cyklede han til Nyhavn, Sydhavnen og Amager for at indånde stemningen ind og drømme om horisonten. Alene. Ingen af hans venner delte hans drøm om at sejle, og han var ligeglad. Med sin søfartsbog i hånden troppede Jens som 16-årig op hos A.P. Møller. Et døgn efter - sidst på sommeren 1938 - travede han op ad landgangen fra Islands Brygge til dækket på 'Nikoline Mærsk', ind i en barsk dagligdag allernederst i et næsten militært hierarki. Han havde én god ven i verden, inden han stod til søs. Kaj hed han, og de to var vokset op sammen. Deres venskab overlevede ikke.
ALT ÆNDREDE SIG
Som kammerdreng begyndte arbejdsdagene skiftevis klokken 3 og klokken 6 om morgenen. Det var ikke særlig sjovt, men hans liv havde fået en retning. Han var på en gang på vej ind i en lille verden og på vej ud i den store. ?Man var jo klar over, at det kun var begyndelsen. Alting har jo en begyndelse. Jeg var jo klar over, at man skulle starte fra bunden. At man ikke gik om bord og blev kaptajn±. Vidste du dengang, at det var for altid? ?Ja, jeg vidste, at jeg ville sejle. På det punkt var der ingen vaklen i geledderne±. Hvad var det, der var så fantastisk ved at sejle? Jens Oszadlik svarer først efter en pause. Han har let ved at huskehvordan.Hvorfor er langt sværere. Så dukker den tavse mand op i Jens Oszadlik. ?Fred og ro. Og vandet, havet, det er aldrig ens. Men ... kan man forklare, hvad der er rart? Det er jo en hel lille verden for sig selv, et skib. Når du først er ude i søen, har du fred og ro. Der er ingen sporvogne, ingen biler, der er ingen, som råber efter dig. Alt er lagt i faste rammer. Når først du er på havet, så har du det jo godt±. ?Og stjernerne±, siger Jens. ?En stjernehimmel så guderne sig forbarme±. ?Vi sejlede, og jeg var rundt i verden. En af de første ture sejlede vi fra Japan til Indien, hvorefter vi gik syd om Afrika til en plads oppe ved Philadelphia. Vi var på søen 60 dage i træk. Derfra lastede vi skrabjern til Japan, så til Java og laste sukker til Suez±. Jonna kommer ind fra køkkenet og bemægtiger sig sofaen. ?Skrabjern, det skal I bide mærke i±. Hendes tilstedeværelse gør noget ved Jens. Et skjold forsvinder. Med hende ved sin side begynder han at beskrive, hvordan hans liv også har indeholdt følelser. Han var under krigen avanceret til matros. Det skete, den dag 'Nikoline Mærsk' kom under britisk flag. Når han en sjælden gang var hjemme, boede han hos sin mor og tog ellers affære i det københavnske natteliv. På det hotte musikværtshus Den Kvikke Kanin i Rådhusstræde spillede husorkestret altid 'Donkey-serenaden' for Jens Oszadlik, når han kom ind. Til en sammenskudsfrokost i Bagsværd faldt han for værtindens søster, der lige var ankommet fra Århus. Den kønne sygeplejerskestudine forelsker sig i sømanden ... selv om han falder i søvn i en hvidvinsbrandert og næste dag har glemt både tid og sted for det aftalte stævnemøde. Da Jonna kom ind i billedet, ændrede det på én gang alt og ingenting for Jens Oszadlik. Fra begyndelsen tilpassede de forholdet det liv på havet, han havde valgt 12 år tidligere. Jonna havde allerede dengang en mani med at tælle ting, og hun lagde hurtigt deres livs kabale oppe i hovedet. ?Jeg startede jo med at sige, at vi skulle giftes hurtigt. For de to år, hvor han gik på navigatørskolen, ville blive de eneste år, vi kunne få sammen, indtil han skulle pensioneres. Så kunne vi holde ferie. Vi var jo begge to indstillet på, at sådan skulle vores liv være. Det kunne ikke være anderledes±. ?I starten var det ikke så sjovt, for jeg kendte ham jo ikke rigtigt. Selv om det var min mand, der var kommet hjem, blev jeg nærmest genert, når jeg tog tøjet af±.
SEJPINERI
Jens og Jonna var blevet hinandens ansvar, også selv om de kun så hinanden nogle måneder om året. Da Jens Oszadlik fik overrakt navigatørbeviset og den medfølgende ret til at sejle verdens største transportmidler, kunne han møjsommeligt fortsætte opstigningen i hierarkiet på søen. De næste 32 år oplevede de kun ét enkelt år at tilbringe to årstider i træk sammen. I Jens' ferier, hvad end der var passeret dage, uger eller måneder, kunne telefonen til enhver tid ringe, en myndig stemme sige ?Rederiet A.P. Møller±, hvorefter Jens Oszadlik ville få udpeget en havn, et skib og en afrejsedato i nærmeste fremtid. ?I de fleste tilfælde valgte vi at sige farvel derhjemme±, fortæller Jonna og kigger på Jens, da han tøver med at tale om deres afskeder. ?Men når vi satte dig af et sted, gik vi altid bare hver til sit. Alt andet er jo sejpineri! Det der med at stå og vinke, indtil han er en lille prik, det har vi aldrig gjort. ?God tur±, og så omkring±. Når han først var på søen, elskede Jens roen og rutinerne. Han høstede ros og ære for sin handlekraft, erfaring og tiltro til besætningsmedlemmerne. Men han kan til dato ikke nævne nogen bekendtskaber fra søen, som udviklede sig til venskaber. ?Vi snakkede aldrig om dét derhjemme eller om følelser på den måde. Hvis en eller anden om bord kom i krise, så skulle han selvfølgelig lige hankes op i. Og så var det det±. Hvornår var du lykkeligst? ?Når jeg kom hjem. Så kom jeg jo hjem til den langhårede, som vi sagde±. Jonna griner. Pludselig griber noget Jens. ?Jonna var jo mit omdrejningspunkt ... ligesom Jorden drejer om Solen±.
DAGEN NTRAKTØLLER, DEN NÆSTE
Ude i verdens store havnebyer gjorde Jens alt i sin magt for at være til stede derhjemme, selv om han ikke kunne være det fysisk. Til alle mærkedage sendte han gaver hjem. Hemmelige, romantiske, til tider morsomme gaver. Breve var han ikke lige sa god til - som i barndommens kort til faren faldt det ham fjernt at være følelsesladet. Jonna gav han fuldstændig frie hænder. I Danmark disponerede hun over deres fælles økonomi og alt andet. Hun købte hus i Troense og istandsatte det. Hun holdt op med at arbejde som sygeplejerske, da deres første søn kom til verden - det gik ikke som enlig mor. Dagen fejrede Jens ved at give øl til besætningen på 'Hulda Mærsk' midt i Nordatlanten. Hvem tror I havde det sværest med at være adskilt? Jens og Jonna kigger på hinanden. De leder efter døren til et rum, de sjældent har kigget ind i. I perioder har det været låst af. En usikker ømhed dukker op i deres stemmer, og ægteparret begynder langsomt at finde ord for følelser, der har samlet støv. ?Jeg tror ... Jens har nok haft det sværest ... Jeg blev trods alt derhjemme±. ?Jaaaa. Det var ikke altid lige sjovt... Men det hjælper jo, når man kommer ombord. Jonna havde børnene, jeg havde jo mit arbejde. Den ene dag går efter den anden derude±. ?Man kunne da godt gå og tænke, for fanden, hvad laver du her? Der er da andre ting, du kunne gøre bedre. Det var perioder, du lige skulle igennem. Det er klart, at når der har været noget derhjemme, er man blevet nervøs eller bekymret±. Hvad har været det værste? Jens går på toilettet, og Jonna har tydeligvis lettere ved at svare. ?Ja ... det værste har nok været, altså de gange, hvor man ligger på sygehuset, og man har fået et barn, og alle de her fædre kommer, og man ligger helt alene, og der kommer ikke nogen far og ser ungen ... der har man jo kunnet få rigtig ondt af sig selv. For det er det eneste, man får. Ondt af sig selv±. Sagde du det til Jens? ?Nej, det har jeg aldrig sagt til ham. Jeg vidste jo, at det var det, han ville, og det kunne ikke blive anderledes ... så kunne jeg jo bare skride, hvis jeg ikke kunne holde ham ud±. Lidt efter sætter Jens sig igen. Jonna fortsætter. ?De gange har jeg aldrig sendt noget grimt til dig, for du lå derude og kunne ikke gøre noget ved det±.
DET NÆRMESTE, DE KOM
Vi har siddet det meste af eftermiddagen i familien Oszadliks sofapuder, da Jonna indrømmer, at der har været tider, hvor de overvejede at lægge deres liv om. Hun forsøgte at overtale Jens til at skifte rederi til Kosan Gas og sejle i hjemlige farvande. ?A.P. Møllers skibe kommer jo aldrig til Danmark. Han startede godt nok i tankbådene, og der kunne han jo godt kom til Hamburg eller Ostermoor, og der kunne man jo komme ned og se ham. Men det var ikke længe, så kom han over i stykgodsbådene, og så kom han jo slet ikke til Danmark. Så kunne der gå de her to år, uden at vi så hinanden±. Det kom aldrig videre, end at Jens søgte en lodsstilling i Guldborgsund, som han aldrig forfulgte. I virkeligheden kunne han slet ikke forestille sig at forlade de store have og de store skibe, hvor han mærkede, at hans evner passede til størrelsesforholdene. Samtidig blev han forfremmet til andenstyrmand hos A.P. Møller og siden førstestyrmand. Jonna trak sig, talte ikke mere om det og glædede sig over, at han endte tilbage på tankbådene. De kom fra tid til anden så tæt på, at hun kunne tage bilen sydpå og besøge ham. Hun kørte til Rotterdam med deres yngste søn Jarl, da han var et halvt år gammel. Han så sin far for første gang på broen af 'Marie Mærsk', mens Jens diskuterede papirer med de hollandske toldmyndigheder.
JONNAS REGLER
Når Jens kom hjem, overholdt han sin del af deres uudtalte kontrakt. Han viste Jonna lige så ubegrænset loyalitet, som hun havde vist ham. For naboerne var han bare 'Jonnas mand'. Hun havde opbygget en base for familien, og han fulgte hendes regler. ?Hvis du skal sejle til søs, skal du have fred på hjemmefronten. Ellers dur det ikke. Jeg har heller aldrig købt et hus. Til sidst købte Jonna også ny bil. Det havde ellers altid været mig ... så var jeg helt reduceret til ingenting!±, siger Jens med hæs ironi. I hjemmet oplevede børnene ikke andre forandringer end den søde lugt af Capstan-tobak fra hans pibe, når far vendte hjem. Jens blandede sig ikke i opdragelsen af sønnerne. ?Det skulle ikke være sådan, at Jonna sagde: Du kan bare vente dig, til far kommer hjem. Jeg ville ikke skælde ungerne ud for noget, der var sket for to uger eller en måned eller et halvt år siden±. I mange sømandsægteskaber på Svendborg-egnen lykkedes kompromiset aldrig. Når far vendte hjem fra søen, vendte han også familien på hovedet. I omegnen endte mange børn som skilsmissebørn, fordi deres sejlende far var for stolt - eller mor for vag. Det var et fælles projekt for Jens og Jonna. Kun opgaverne var forskellige, og som i alt andet deler de stoltheden på midten. Især over jubilæumssølvet fra Mærsk Mc-Kinney Møller, som på en gang repræsenterer mange års afsavn - og deres egen styrke til at overvinde dem. For første gang kommer ægteparret Oszadlik frivilligt ind pa afsavn. Og en af de store modsætninger i deres liv træder frem. Da deres sønner blev større, var der kun ét erhverv, Jonna ville, at de skulle holde sig fra. ?Jeg synes, at det skulle slutte med os. At vi skulle være de sidste i famillien, som sejlede ...±. Hvorfor? ?Jamen, på grund af afsavnet. Det skulle mine sønner ikke leve med. Derfor ville jeg godt have, at det sluttede med os to±. Jens og Jonnas ældste søn valgte mod sin mors vilje at gå på søfartsskole. I timer har de fortalt om sønnens opvækst med stolthed og kærlighed. Han var også dygtig på søfartsskolen, fortæller de. I dag har de mistet kontakten med ham. Jens og Jonna taler om deres ældste søn med en blanding af ømhed og sårbarhed. De kan ikke sætte ord pa årsagerne til, at det gik galt mellem dem og ham. Men de ved, at han siden traf et valg, som de aldrig kommer til at forstå. Han forlod et skib i utide. Jens siger med dæmpet stemme, at dét kan man simpelthen ikke. Det er det eneste, man ikke kan. Men han forsvarer sin søn, så godt han kan. ?Jeg har set det utallige gange hos de unge sømænd. Det er et led i udviklingen. Konen, hun tjener lige så meget, som han gør, og så siger hun: Jeg vil ikke leve det liv. Nu kommer du hjem ...±. Jens Oszadlik tænder sin sidste indendørspibe. Det er blevet mørkt, og når gæsterne er gået, er han igen henvist til terrassen. Jonna tåler ikke røgen så godt længere. Da kaptajn Oszadlik nærmede sig sin pensionering, var han på Esplanaden og give hånd til 'Rederen', der takkede ham for tro tjeneste Familiens venner holdt vejret. Hvad nu? Kunne han overhovedet klare sig på land? Jens havde i 32 år omtalt besøgene i sit hjem som 'ferie'. Fra han var purung, havde han holdt på, at hans liv handlede om at sejle. Punktum. Jonna havde lige så ofte sagt, at hvis to så selvstændige mennesker som hende og Jens havde gået op og ned ad hinanden, var der hverken kommet til at stå sølv eller guld foran ordet bryllup. I 1986 sejlede Jens sin allersidste tur - med skrabjern til Japan. Den samme tur som hans første, 48 år tidligere. ?Og så var cirklen sluttet, som jeg plejer at sige±. Han gik i land. Og ... problemerne udeblev. Jens kunne sagtens leve almindeligt, og Jonna nød det i fulde drag. ?Jamen, det gik stille og roligt. Først var det som at komme hjem på ferie. Så bliver dét jo også en vane. Man skal jo indstille sig på, hvor man er, og hvad man vil. Det er bare en omstilling. Der var ikke noget specielt i det±. Jens savnede havet en smule, men de gik ture langs lystbådehavnen, hvor han stillede fritidssejlerne tåbelige tekniske spørgsmål og morede sig over svarene. Han begyndte at spille golf og gå til madlavning. Spørger man, om deres liv så alligevel kunne have været indrettet anderledes - og om de stadig synes, at de valgte rigtigt - svarer Jonna kort, at den slags har de ikke diskuteret. Og at de ville gøre det hele en gang til. Punktum. Om aftenen går Jens Oszadlik ud i haven og kigger på stjernehimmelen. Den er der ikke lavet om på. Skibet ligger bare lidt mere roligt i søen.
|
1922 - 2008 (86 år)
[2]