| Notater |
- Kalkbrændingen satte giftig kulilte fri. Gassen gjorde kalkbrænderen ukoncentreret og omtåget, så han gik i evig fare for at falde i ovnen. Allerede i middelalderen var der stor efterspørgsel efter kalk til bl.a. fremstilling af mørtel, garvning af skind, desinficering og til at sprede på markerne for at neutralisere sur jord. Men før den naturligt forekommende kridt eller kalksten kunne bruges, skulle den forarbejdes; denne farlige opgave tog kalkbrænderen sig af. Selve processen er simpel: Kridt opvarmes for at fjerne kuldioxid. Herved fås ulæsket kalk, som kun skal tilsættes vand for at blive til læsket kalk. Problemet var bare, at hver eneste del af processen var farlig. Kalkbrænderen skulle sørge for, at hans store, åbne ovn hele tiden havde den rette temperatur på 1100 grader. I kvælende
varme skulle han fylde frisk kridt på og fjerne den færdige, ulæskede kalk. En fare ved forarbejdningen var de store mængder giftig kulilte, der slap ud ved brændingen. Var der ikke nok ilt til stede, kunne den giftige gas kvæle kalkbrænderen, men oftest gjorde den ham bare omtåget. Det var derfor ikke ualmindeligt, at en
kalkbrænder faldt ned i sin ovn og brændte ihjel. Den ulæskede kalk skulle tilsættes vand for at blive til læsket kalk, men i denne form er kalk et meget ustabilt stof. Dråber af ætsende læsket kalk sprøjtede i alle retninger og ramte kalkbrænderens øjne og hud.
Kalk har i århundreder været et vigtigt bygningsmateriale. I løbet af middelalderen - fra omkring det 11. århundrede - i forbindelse med bygningen af Europas mange nye kirker, klostre og borge - bygget af sten frem for træ - steg produktionen voldsomt, og næsten enhver lille flække fik sit eget kalkbrænderi. Man ved, at københavnerne fik lov at bryde kalk på Saltholm i år 1280 fritaget told og skat. Før det var der næsten ingen stenhuse i København. Man brændte og læskede kalken og brugte den som bindemiddel, dvs. mørtel, mellem stenene i det nye byggerier. Det gav en helt anden holdbarhed end tidligere. Et godt bevis er de mange landsbykirker fra den tidlige middelalder, der stadig står rundt om i landet. At være kalkbrænder var en farlig profession. Først skulle kalken opvarmes i en ovn til hele 1100 grader. Støvet, der blev skabt i processen, kunne nemt forårsage blindhed, og det var ret letantændeligt og kunne nemt udvikle eksplosionsagtige brande.
Desuden forekom der ofte en del kulmonoxid (kaldet CO) i forbindelse med brændingen. CO er en giftig luftart, der i større mængder kan hindre blodets iltoptagelse, hvilket kunne medføre at arbejderne blev svimle, desorienterede. De kunne dermed nemt komme til skade ved f.eks. at falde i ovnen. Fik man den brændende kalk på huden, kunne den hurtigt brænde sig dybt ned i huden - lidt a la napalm. Brændingsprocessen i et typisk kalkbrænderi fra 1700-tallet var at fylde ovnen med skiftevis kalksten og kul, hvorefter man murede indgangen til - og så påbegyndte brændingen, der typisk tog fem til seks dage. Man kunne ikke bare lade brændingen passe sig selv - det var en proces, der krævede opmærksomhed. Igennem et lille glughul kunne man holde øje med brændingen, men en erfaren brænder kunne alene ved at se på røgen bestemme, hvor i processen man var kommet til. I Danmark krævede kalkbrænderiet liv. I Tårnby kirkebog fortælles det, at i år 1786 døde husmand Jeppe Olssøn efter voldsomme forbrændinger og kvælning efter at være faldet ned i en kalkovn på Kastrup Værk. I 1921 døde fyrbøder Knud Jensen på samme brænderi i en lignende ulykke. Et kalkbrænderi var et farligt sted, og man skulle være opmærksom. Man kan stadig se enkelte bevarede kalkbrænderier rundt omkring i landet. Da produktionen ofte medførte en anselig mængde røg og ubehagelige dampe, blev kalkbrænderier ofte placeret uden for byerne.
Kalkbrænding
I de senere år har vi oplevet et stigende behov for bedre at kunne efterligne og gengive det oprindelige udtryk i de materialer. som Hammershus er bygget af. Det drejer sig om kampesten, teglsten og især den mørtel, der holder det hele sammen. Vores målsætning med ruin-restaurering er at beskytte og levetidsforlænge alle vore anlæg. Vi vil også gerne opnå, at de meget følsomme steder på ruinerne tilbageføres eller bibeholdes i det oprindelige udtryk, når vi restaurerer på stedet. Det er meget svært med en industrikalk, og man vil altid kunne se, hvor der er opmuret ny mørtel og sten på ruinerne. I disse år er vi i gang med Manteltårnsprojektet, som er en total gennemgang af alle facaderne og hele toppen af det store hovedtårn på Hammershus. Der har vi et stort behov for at kunne genskabe den originale mørtel på grund af holdbarheden men også på grund af udseendet på det færdige resultat på tårnet. Manteltårnet er en af de fineste bygninger på Hammershus.
Den mørtel, vi regner med blev brugt ved opførelsen af Hammershus, er lavet af en type kalk, man finder lokalt på Bornholm. En hydraulisk kalk - formodentlig brændt på stedet og brugt umiddelbart derefter. Det betyder, at umiddelbart efter kalkbrændingen er overstået, og kalkstykkerne er taget ud af ovnen, blandes de sammen med grus (tilslaget) i et forhold, der ligger meget tæt på 1:1, og der tilføres vand. Det er en utrolig fed og meget let bearbejdelig mørtel, og man skal næsten være murer for at kunne forstå og fornemme de egenskaber, der er ved denne meget varme og våde mørtel. Vi vil gerne lave en kalk/mørtel der efterligner det oprindelige materiale mest muligt. Kalken skal bruges på Manteltårnets allerfineste og mest synlige steder, således at vores indgreb skjules mest muligt. Vores nuværende ovn er en forsøgsovn, venligts udlånt af Raadvad centeret. ovnen består af skorstenselementer foret med ildfaste sten og patentbånd lagt om hvert element, en rist i bunden og et system til at styre luftmængden i bunden. I hvert element er der boret et hul, så man kan følge brændingen vha. farven på flammerne. Efterfølgende skal lufttrækket mures til, og der skal sættes en tæt skorsten på i toppen. Det er ikke de store mængder kalk, vi laver i øjeblikket. Vi kan brænde ca. 15 kg. om dagen, 4 dage om ugen. En brænding starter med at gennembrænde ovnen med en god opfyring med f.eks. tørt nåletræ. Det er ikke meningen, at den faktiske kalkbrænding også skal varme ovnen op. Den energi skal bruges til den rigtige kalkbrænding, som vi opbygger med 3 lag kalksten og 3 lag bøgebrænde. Først 6 kg brænde, 4 kg. sten, 5 kg brænde, 5 kg sten, 4 kg brænde, 5 kg sten. Vi tænder op om formiddagen, og 24 timer efter er brændingen færdig, og de brændte kalkstykker er klar til brug. Når man brænder kalkstenen ved 900-1100 grader eller mere, afgiver den kuldioxid, og stenen omdannes til kalciumoxid. Kalciumoxid kalder vi brændt- eller ulæsket kalk. Hvis der sættes vand til brændt kalk, læskes den, fordi der dannes kalciumhydroxid under meget kraftig varmeudvikling. Det er den proces, som vi tror, man oftest i middelalderen har anvendt, og umiddelbart efter blandingen af mørtelen har man muret med den, og sandsynligvis også før den blev kold. Problemet er at opbevare de brændte kalkstykker i længere tid, det er både vanskeligt og risikabelt. Selv den forholdsvis lille mængde fugt der er i et opvarmet rum, kan aktivere den kemiske proces og kalkstykkerne begynder at smuldre. Det er en metode, man bruger i dag, når man tørlæsker den hydrauliske kalk ved at nedsænke den i vand et passende stykke tid, indtil der er tilført så meget væske, at processen kan afsluttes. Kalken afbinder ikke, men smuldrer til pulverform, forudsat at det har været en god brænding. Derefter kan den opbevares i længere tid, end hvis den havde ligget i form af stykkalk. Vores umiddelbare kortsigtide erfaringer er, at den brændte bornholmske kalk indeholder nogle kvaliteter, der er meget svære at eftergøre industrielt og i store mængder, både de efterfølgende bearbejdningsmæssige egenskaber, og i vores tilfælde lægger vi meget vægt på holdbarhed og farve. Vi har nu arbejdet med brænding af denne specielle kalk i det meste af 2006, og det jeg selv har haft mellem hænderne, har imponeret mig meget. Opgaven med at brænde kalk på forsøgsbasis, har udviklet sig til et forholdsvist stort formidlingsprojekt, der nu omfatter både tegl- og kalkovne, opført i målestok 1 til 1, tæt ved Hammershus. Projektet er stadig på ide’ og diskussionsniveau, men inden længe tager vi beslutning om det endelige projektomfang, det er dog sikkert, at vi fortsat brænder kalk til Hammershus.
|
1820 - 